Det er limen, der holder det hele sammen. Smøremidlet, der løsner stemningen, fællesnævneren alle kan være enige om. I Anders’ vennegruppe er det festen, der er omdrejningspunktet for deres fællesskab, for her kan alle være med, og alle er enige om, at det er fedt.
Af Jeppe Heltboe
Anders Gisselbæk Galsgård er 24 år, kommer fra Thy og arbejder til daglig som tømrersvend. Hverdagen er måske lidt hverdagsagtig, og arbejdet kan nogle gange godt føles lidt som, ja, et arbejde. Men når så weekenden står for døren og fyraftenen har meldt sin ankomst, så får piben en anden lyd. Nu er det tid til en weekend med fest og farver, som kan stå i kontrast til hverdagens trummerum.
Fællesnævneren alle kan samles om
Vennegruppen og fodboldholdet “West Coast United” flyder lidt sammen, da hovedparten kommer fra Thy-egnen og resten er venner med tilknytning dertil. Derfor er det et fællesskab, hvor alle kender hinanden, og har nogenlunde samme referencerammer. Især to ting binder gruppen tæt sammen. Fodbold og Øl.
“Når der er fodboldkamp om lørdagen, så er det lig med byen”
Festen starter som regel allerede i omklædningsrummet, hvor den står på høj musik og en brusebajer – eller ti, hvis man er til det – og så er festen ligesom skudt i gang. Så kan man ellers lige vende hjem og smide sit svedige fodboldtøj, og bagefter mødes et eller andet sted i byen.
Da spørgsmålet falder på, om fællesskabet ville være det samme uden alkohol falder svaret prompte.
“Nej… Det er svært at sige, hvad der ville mangle, men det er ligesom indforstået, at hvis der er nogen, der ikke har taget øl med til kampen, så er det fordi, de ikke skal med videre”
Hele fællesskabet er bygget op omkring at spille fodbold, og så tage til fest bagefter. Selvom niveauet på holdet ikke er tårnhøjt, så er sammenholdet alligevel så stærkt, at folk mødes uden for sæsonen og ved siden af kampene, og Anders tror ikke det ville være det samme uden alkoholen.
En hjælpende hånd til de dybe snakke og de store spørgsmål
Stereotypen om Vestjylland er måske, at det er et sted, hvor følelser er noget man har, men ikke noget man snakker om. Det er i hvert fald et billede, Anders godt selv kan genkende.
“Jeg tror da ikke, at der er nogen af dem, jeg kender hjemme fra Thy af, der har set deres fædre græde. Nogensinde.”
Og man behøves måske ikke kommer fra Vestjylland, for at kunne nikke genkendende til, at det kan være svært at lukke op for de ting, der kan gøre ondt, eller spørge ind til, hvordan ens nærmeste har det, hvis ikke man har fået lidt at drikke inden da. Og derfor kan det for Anders og de andre i vennegruppen være en anledning til lige at få spurgt ordentligt ind til hinanden over en øl. En måde at drage omsorg for hinanden.
Men hvad så uden?
I en hypotetisk verden uden alkohol, tror Anders ikke, at der ville være så meget, der ville ændre sig i hans vennegruppe, hvis ikke de kunne drikke. I hvert fald ikke i de tætteste relationer.
“Jeg tror ikke vi ville lavet andre ting end det vi gør nu. Altså vi spiller fodboldkamp, tager til koncerter og på stadionen, hvor alkohol også er en del af det vi laver, men det er jo ikke det vi kommer for”
De ville nok stadigvæk spille fodbold, mødes til brunch, og lave aftensmad og hænge ud med vennerne, men der er altså stadigvæk ikke noget, der slår en god bytur, for som Anders selv siger:
“Den er sikker hver evig. eneste. gang.”