Livet som ungt menneske kan være svært at navigere i. Familie, venner, kærester, studiet og tilværelsen kan generelt være lidt rodet, og man kan godt have brug for et fællesskab, hvor man kan spejle sig i hinanden og finde støtte til de udfordringer man står i. Sådan et fællesskab har Christian fundet gennem kristendommen, og det er med til at give ham ro.
Af Jeppe Heltboe
I en lejlighed på Regensgade i Aarhus sidder 7 unge mennesker samlet i en stue. Der står pulverkaffe og Egelykke letmælk på det lave sofabord, og folk sidder rundt om i sofaen og lænestole og småsludre sammen. Ud over, at de alle er studerende i Aarhus, og læser forskellige videregående uddannelser, så har de det tilfælles, at de har gået på højskole sammen og er unge kristne. Hver fjortendes dag mødes de et par timer om aftenen, hvor de vender kristne problemstillinger, der kan fylde i deres liv, men også i lige så høj grad for at tjekke ind på, hvordan de hver især har det, og for at drage omsorg for hinanden. Et fællesskab ingen af dem ville være foruden.
Et fællesskab, der lige stikker lidt dybere
Christian Andreasen er 24 år gammel, bor i Aarhus i en lejlighed med et par kammerater, læser til maskinmester, og så tror han på gud. Sammen med hans venner fra Børkop højskole, der er en kristen højskole har han og hans venner oprettet en cellegruppe.
Cellegruppe er et begreb, hvor man mødes i mindre grupper sammen med andre kristne for at diskutere problemstillinger fra biblen, og se dem i kontekst til den verden man lever i. Men det tjener også et andet formål. I cellegruppen føler han, at han kommer tættere på hans venner, og at hans venner kommer til at kende ham på et dybere plan, end han ellers oplever i andre fællesskaber.
“Det stikker bare lige et spadestik dybere end andre fællesskaber, jeg har oplevet at være en del af” – Christian
For Christian handler det i høj grad om, at de i fællesskab har skabt et rum, hvor det er livets store spørgsmål, der fylder, og hvor det er ok, at man taler om de ting, der kan være svære for en. Det er et intimt rum, hvor man virkelig lytter til hinanden.
Check-in på vennerne
Tilbage i stuen har folk fundet sig tilrette rundt om sofabordet, lyset bliver dæmpet en smule, og mødet starter med, at alle får et par minutter til at tjekke ind og fortælle, hvordan det står til. Og det er på sin egen måde helt rart at høre, hvordan andre unge går med samme problemer som for eksempel eksamensangst, vinterdepression og søvnbesvær, som kan minde om de problemer, man selv kan gå og bakse med fra tid til anden.
Den eneste forskel er, at man også lige slutter af med at fortælle, hvordan det står til åndeligt og hvilken rolle gud har spillet i ens liv på det seneste.
Fælles omsorg for hinanden
Undervejs i cellegruppemødet bliver der diskuteret en række bibelske problemstillinger. Det er eksistentielle emner, der bliver bragt på banen, og hver især kommer vennerne med eksempler fra deres eget liv. På den måde flyder deres egen tilværelse og de store eksistentialistiske spørgsmål sammen, og der er en speciel sitren i rummet af, at det er vigtige ting, der bliver snakket om. Og det er måske ikke så tit i ens liv, at man får lov til det.
Til sidst bliver mødet afsluttet med en fælles bøn. Med lukkede øjne siger alle noget på skift, og fællesnævneren for bønnen er, at de beder for hinanden. Ønsker om, at det må gå hinanden godt, og at man må få hjælp til de problemer man kan stå midt i, og det lyder rart, at man kan høre, der er andre, der aktivt beder for en.
Man kan mærke i rummet, at der er en omsorgsfuld stemning, hvor alle lytter på hinanden. Det er måske ikke så unikt for et godt fællesskab, men forskellen er nok, at her er det hovedformålet med aftenen, og ikke som i en madklub, eller til en kortaften, hvor man løbende spørger ind til hinanden. Her er det selve formålet med at komme.